Tre ikoniske gletsjersøer
Dagens første stop er Lake Louise, også kendt som ”Ødemarkens Diamant”. Lake Louise er en gletsjersø, og udover krystalklart smeltevand afgiver gletsjerne afslebne mineralske partikler til søen, så vandet får et uvirkeligt, turkist skær.
Efter Lake Louise fortsætter I nordpå ad Icefields Parkway til Bow Lake og Crowfoot Glacier, der ligger tungt på Crowfoot Mountains ene flanke. Her nøjes I med at kigge, da gletsjeren kun er svært tilgængelig. Men den giver en god idé om, hvad der er i vente længere oppe.
Sidste stop inden Colombia Icefield, er Peyto Lake – endnu en smuk gletsjersø. Her ser I tydeligt sedimentlagene i bjergsiderne, men tiltet skråt på grund af geologisk aktivitet gennem millioner af år.