Guide
Skiferie i Verbier i Schweizs største skiområde
En skiferie i Verbier i det sydvestlige Schweiz byder på fantastisk snekvalitet, udfordringer for alle fra børnebakke til ekstrem off piste og fortrinlig after ski. Og omgivelserne er noget af det smukkeste, en skiferie i Alperne kan byde på.
Når I er på skiferie i Verbier, har I det største skiområde i Schweiz inden for rækkevidde med i alt 410 km pister. Inden for De Fire Dale er Verbier det største og bedste område både ude i sneen og nede i byen, der er områdets mest eksklusive.
Meget mere end alpint og snowboard
Verbier har pister og aktiviteter på alle niveauer, men i forhold til f.eks. en skiferie i Crans-Montana også i Schweiz, er sværhedsgraderne generelt højere i Verbier. I kan f.eks. opleve noget af verdens bedste off piste.
Verbier er verdenskendt for ski touring, heli-skiing og free ride. Det er ikke uden grund, at Xtreme Verbier er et af højdepunkterne på Free Ride World Tour.
Verbier er samtidig meget mere end ski og snowboard. Her er ruter til vandring, snesko, langrendsløjper ved f.eks. Champsec, Plamproz og Riunettese og ej at forglemme den 10 km lange slædebane fra Savoleyres til Tzoumaz, der falder 834 meter undervejs.
Piste og skilifte i Verbier og De Fire Dale
Der er i alt 410 km piste i De Fire Dale, og de serviceres af 93 skilifte. Se pistekort her. Terrænet starter i 1.250 meter. I kan komme op i terræn i 2.700 meters højde via to gondol-svævebaner. Det tager kun 11 minutter at komme op. Skiferie i Verbier er mødet med schweizisk effektivitet, når den er bedst!
Sværhedsgraderne fordeler sig som følger:
- 35 blå piste
- 39 røde piste
- 14 sorte piste
Skiområdet ved selve Verbier
Børn og uøvede vil søge mod de nemme pister i Les Esserts og det solbeskinnede børneområde i La Chaux.
Med lidt mere teknik og mod bevæger I jer mod de brede boulevarder i Attelas 2 & 3 og Combes 1 & 2 og de afslappede piste i Lac des Vaux, der vender mod nord og derfor har ekstra god snekvalitet. Meget af det øvrige område i Verbier vender mod syd og forkæles derfor med ekstraordinært meget sol. Højden sikrer dog snekvaliteten også her.
Verbier for de øvede
Få steder i verden om nogen bringer jer nemmere og hurtigere op i højderne til sorte udfordringer, off-piste og puddersne.
Mont Fort har en pukkelpist, der skal prøves, og det samme skal Stairway to Heaven fra Col des Gentaines, Col de Chassoure Rock Garden og Breblet Couloirs, hvis I er til puddersne.
Læg hertil skønne udfordringer i Chassoure-Tortin og på Mont-Gelé. Skal løbet krydres med træer, er det f.eks. fra Chaux til Le Châble. Og skiferien for de øvede i Verbier er ikke fuldendt, før I har været ned ad Barry’s Bowl og videre ind i skoven over Bruson.
Bedste hotel i Verbier
Det efter Nyhavn Rejser mening bedste hotel i Verbier, hvor I får mest for pengene, god atmosfære og komfort, er Experimental Chalet 4+*. Her bor I kun 600 m fra liften og 300 m fra Place Central i hjertet af Verbier. Hotellet er en perfekt base for skiløb, gastronomi og afterski, og her er både spa og byens bedste natklub The Farm Club
Verbier snowparks for alle niveauer
I La Chaux i Verbier-området kan freestylers få lysten styret med kickers, rails, boxes, big air, mini half-pipe, og så videre. Og er I ikke til de udfordringer selv, er det en oplevelse bare at se på.
I La Tzoumaz finder I Audi Quattro funslope, hvor børn kan lære det grundlæggende i freestyle. Tjek også den 440 meter lange bane i Taillay slopes med 23 udfordinger inkl. 10 meter lang twister og 15 meter lang væg i 2.226 meters højde.
Afterski til ethvert behov
Verbier har eminent afterski. Start med kolde øl på Pub Mont Fort, som også serverer fantastisk god pubmad, eller nyd et glas vin på Fer a Cheval.
Kl. 18 starter fortrinlig live-musik på det legendariske Hotel Farinett på Place Central, og når musikken slutter kl. 21, fortsætter festen i loungen ved siden af. Har I mere mod på nattelivet er et besøg på den klassiske Farm Club, der har eksisteret i over 40 år, oplagt. Glæd jer.
Sådan kommer I til Verbier
Verbier ligger 161 km fra lufthavnen i Geneve. Det tager 2½ time med offentlig transport, men Nyhavn Rejser kan naturligvis også arrangere, at I bliver hentet af en privat chauffør og kørt direkte til hotellet.
Vi skræddersyer jeres skiferie til Schweiz
Tal med Nyhavn Rejsers eksperter om rejser til Schweiz. De har tjekket hoteller, udflugter og de bedste pister, så I får en rejse med bedste kvalitet i alle detaljer. Fortæl om jeres drømme og få sammensat en skiferie ud over det sædvanlige.