Guide
Skab jeres eget eventyr i Dubai
...et lille udvalg af de utallige udflugtsmuligheder
I Dubai har fantasien fået frit spil, og alt har været og er stadig muligt. I kan derfor skabe jeres eget arabiske eventyr med spændende udflugter. Vi har udvalgt og inkluderet en række oplevelser i vores rejseforslag, og I kan høre meget mere hos vores rejserådgivere.
Ørkensafari
Hvad vil I opleve i Dubai? Hvor sent vil I komme hjem? Og hvor meget adrenalin skal der pumpe rundt i kroppen? Det er de spørgsmål, I skal stille jer selv, når I vælger ørkensafari.
Tag for eksempel på en formiddagstur fyldt med sjov. I drøner ud over sandbakkerne i 4WD. Rider i kamelkaravane. Står på sandboard ned ad det røde sand. Og er hjemme til frokost. Alternativt kan I tage af sted om eftermiddagen og slutte 4WD-turen af i en beduinlejr. Nyd solnedgangen over ørkenen, mavedans og en arabisk BBQ.
Skulle I have lyst til en hennatatovering eller en vandpibe, kan I også det. Begge ture kan arrangeres som en del af en større gruppe og som private ture (middagen indtages dog med en gruppe).
Smag på Dubai
Med sin multikulturelle puls og sit mellemøstlige køkken er Dubai et eldorado for madelskere. Her er alt fra gourmetrestauranter med panoramaudsigt ud over Dubais skyline til etniske kvarterer med markeder og lokale baserer.
Oplev det i selskab med en lokal guide, hvor I over tre timer smager en masse specialiteter og meget mere.
Sightseeing – til fods eller i bus
Dubai er måske kendt for guldvandhaner og skyskrabere, men her er så meget mere. Oplev det på en sightseeing med guide til fods eller med bus.
Gåturen starter i det gamle kvarter med et besøg i den tidligere Sheikh Saeeds residens Shindagha. I stopper ved The House of Camels og et traditionelt hus.
På turen krydser I The Creek i en traditionel abra (vandtaxi) og I oplever tekstilmarkedet, den gamle krydderisouk og guldsouk, hvor I kan købe smykker og tøj vævet af guld. Turen slutter på fiskemarkedet.
Busturen ender også i det gamle kvarter og souken. Inden da oplever I Dubais første landemærke, Burj Al Arab, og Majlis Al Ghorfat, der tidligere var sommerresidens for Sheikh Rashid bin Saeed Al-Maktoum. I kommer forbi Jumeirah-moskeen, de gamle huse i Bastakiya-området, Zabeel-paladset og besøger Dubai Museum i Al Fahidi-fortet.
Tag også på eftermiddagstur med privat guide i det gamle Dubai.
Burj Khalifa – Verdens højeste bygning
828 meter skinnende stål strækker sig mod himlen ved Dubai Mall. Burj Khalifa. Der findes ingen højere.
Udsigtsdækket er i 650 meters højde. Og det tager kun ét minut at køre herop. Inden da har I mulighed for at se spændende multimedieshow om bygningen. I slutter af med High Tea i The At.mosphere Lounge på 122 etage. Vi har bestilt champagne.
Ferrari World i Abu Dhabi
To timers kørsel fra Dubai ligger den ultimative oplevelse for alle, der elsker Formel 1 løb og ikke mindst de blodrøde italienske fuldblods-biler fra Ferrari.
Ferrari World Abu Dhabi har 37 forlystelser for alle aldre. Fra 4D biograf og racerskole for de mindste til verdens hurtigste rutsjebane, hvor I kan mærke, hvordan det føles at køre Formel 1 med 240 km/t.
Ind i mellem kan I nyde italienske delikatesser og shopping. Hvilket også giver en god mulighed for at splitte op efter interesser …
og meget mere...
...se Dubai fra vandflyver, ballon eller helikopter. Tal med vores rejserådgivere om alle jeres muligheder.
Vi skræddersyer jeres rejse til Dubai
Vores rejserådgivere har rejst rigtigt meget i Dubai. De elsker landet og glæder sig til at dele deres passion med jer. De kender hver en afkrog og ved, hvad de taler om. Og så er de gode til at lytte. For kun sådan sammensætter vi den helt rigtige rejse for netop jer.