På pilgrimstur til tempelbyen Koyasan i Japan

Læs videre og få et indblik i en hverdag så markant anderledes, fortryllende og forundrende end den, vi kender her hjemmefra.

Fra Osaka til Koyasan

Når man står på perronen i Osaka, er det næsten umuligt at forestille sig, at der findes så fredfyldt et sted som Koyasan kun 1,5 time væk. Men snart er jeg på vej med Nankai-toget, som snor sig op i et frodigt højland med kirsebærtræer, traditionelle ryokans og gamle træhuse, nogle mere end 1000 år gamle.

Det er en vidunderlig smuk tur, og jeg kan allerede mærke roen indfinde sig, da vi ankommer til den lille stationsby Gokurakubashi, hvor en 45 grader stejl kabelbane kører os de sidste 5 minutter op til toppen af det 800 meter høje bjerg til tempelbyen.

Et helligt bjerg i tåge og stilhed

På vej til min shukubo, Nan-In, som ligger få minutter væk, bliver jeg ramt af den slående stilhed og skønhed i landsbyens små gader, og nu går det op for mig, at den moderne verdens larm og jag er lagt bag mig – fordampet i den kølige, tørre bjergluft og duften fra de enorme nåletræer.

En tempelby af 117 templer

Koyasan er hovedsædet for Shingon-buddhismen, der blev bragt til Japan af digtermunken Kobo Daishi i begyndelsen af 800-tallet og hører til diamantvejsbuddhismen, som er bedst kendt fra Tibet. Derfor er områdets 117 templer også anderledes detaljerede og farverige end de typiske zenbuddhistiske templer i Japan. Og når man er her, forstår man straks, hvorfor de gamle munke valgte dette tågeindhyllede bjerg som deres hjem.

Futoner, fællesbad og urokkelig fred

I receptionen bliver jeg budt velkommen af en venlig munk, som først viser mig fællesbadeværelset og derefter mit skønne, store tatamimåtte-værelse.

Er det første gang, man prøver et traditionelt japansk værelse, kan det undre, hvor sengen eller futonen er henne!? Den kommer nemlig først, når du har forladt værelset for at spise aftensmad. Ja, det plejer den i hvert fald at gøre.

Aftentur med 200.000 munke

Min vært spørger, om jeg vil deltage i munkenes morgenbøn kl. 6 næste morgen. Den er jeg helt med på, men i eftermiddag er byens hovedtemplet Kongobuji og Okunoin-kirkegården øverst på programmet.

Det er næsten blevet aften, da jeg når frem til Okunoin, som er Japans største og helligste kirkegård, og hvor mere end 200.000 munke og mange berømte adelsfolk ligger begravet i skyggerne af 20 meter høje nåletræer. Skumringen er begyndt at sætte ind og i lanternes varme skær, kan jeg se skyggerne spille på de gamle, mosede gravsten.

Det er en bevægende oplevelse, som af en eller anden grund ikke føles uhyggelig, selvom jeg nogle gange føler, at kirkegårdens udhuggede stenansigter kigger på mig fra en fjern fortid i skyggerne.

Måske er det snart tid til aftensmad alligevel. Jeg må hellere komme hjem.

Tidligt i seng, tidligt op

Tilbage på Nan-In, venter der mig en ægte buddhistisk – og helt vegetarisk – aftensmad i et aflukket, silkedekoreret værelse. Japanere sætter lige stor pris på smag som udseende, og munkene i Koyasan er ikke nogen undtagelse. Efter aftensmaden vender jeg tilbage til mit værelse, og den er god nok – min futon er blevet lagt ud, og selv om klokken ikke er mange, har maden, roen og bjergluften gjort deres arbejde.

Det næste jeg ved, er, at jeg bliver vækket igen. Det er stadig mørkt, men jeg husker det buddhistiske mantra: Vær dit eget lys. Munkene er allerede oppe og har for længst taget plads på gulvet i templet, hvor der er stillet en enkelt stol frem til mig.

Morgenbøn og morgenmad

Klokken må være 6, for nu begynder morgenbønnen med røgelse og rituel musik, der langsomt fylder templet og vibrerer langs det smukke, gamle trægulv og væggene. Jeg er ikke helt vågen endnu, men netop her mellem drøm og dagens første lys, kan jeg mærke noget helt særligt løbe igennem mig. De mange indtryk fra min rejse og billederne af Japan i fortid og nutid. Essensen af dette fantastiske og forunderlige land.