Xl Thailand Six Senses Yao Noi The Hilltop Swimming Pool

Beretning

Magi og balance på Koh Yao Noi

Fortalt af Claus Eriksen

Billeder siger mere end 1000 ord. Men billeder kan udsættes for meget i Photoshop. Og en øde strand kan være fotograferet kl. 5 om morgenen – længe inden strandløverne vågner.

Derfor er vi spændte, da vi ankommer til Six Senses Yao Noi. Er det virkelig sådan, som vi drømmer om? Som på billederne?

Nej. Det er faktisk bedre.

XL Thailand Six Senses Yao Noi Pool Villa Suite Pool2

Himlen ned på jorden

At sidde på Six Senses Yao Noi i Thailand og se solnedgangen indhylle kalkstensøerne i gyldent lys er ubeskriveligt smukt. Gør du det oppe på ”The Hilltop”, har du også spejlingerne fra himlen med i poolen. Du sidder bare og kigger. Og kigger. Og kigger. Krop og sjæl aflades og oplades på samme tid. Hvert sekund er en fryd.

Har du en villa med udsigt mod øerne, vil du opleve det samme dagen igennem. Du falder i staver. Blikket drages mod øerne og hypnotiserer dig.

Xl Thailand Six Senses Yao Noi Ingredients For Cooking Class

En landsby i junglen

Six Senses Yao Noi ligger på Koh Yao en halv time i speedbåd fra Phuket. Resortet ligger som en landsby i junglen. Smukke villaer skabt af materialer hentet i naturen ligger spredt ud i den tætte vegetation. Ind i mellem ligger landsbyens marker i form af Six Senses’ økologiske haver.

Her dyrkes chili. Dér dyrkes agurker. Ved svampehytten kan du sidde og tænke over livet. Og en kok midt i et bed er ude for at hente den salat, det græskar, de asparges, det krydderi, der måske havner på netop din tallerken og forkæler dine smagsløg i aften.

En sjælden balance

Alle kan bygge en villa af træ med tage af flettede palmeblade. Men hele konceptet bag bygningerne er unikt for Six Senses. Det kommer fra hjertet. Og det er et fyrtårn, som alle efterlever.

Her er ingen bling-bling. Ingen partybar. Ingen oppustet fortolkning af begrebet luksus. Luksus er ikke guldvandhaner og svulstig indretning. Luksus er at være i balance. At hvile i sig selv. Og at føle, at både den indre og den ydre horisont udvider sig.

”Jeg tror på, at alt har en energi”, fortæller general manager Manish Puri, der har sine rødder i Indien. ”Der er også energi i en sten. Det handler om at finde energierne og om at bruge energierne til at berige mennesker og skabe lykkeligere mennesker.”

Xl Thailand Six Senses Yao Noi 5 Ocean Ocean Panorama

Privacy & romance

Manish Puri ser ”Privacy & Romance” som nøgleordene for resortet. En meget stor andel af gæsterne på Six Senses Yao Noi er da også honeymooners.

Han oplever samme forløb for mange gæster. De første dage holder mange sig for sig selv. Parrene kommer ned i gear og nyder den smukke villa, den private pool, udsigten, freden og hinanden. Måske afbrudt af et besøg i spaen.

Herefter udvides deres verden langsomt. Man bevæger sig mere rundt. Tager på nogle af de mange udflugter. Lader sig berige med nye indtryk.

Xl Thailand Six Senses Yao Noi Mai Thai Beach

Udflugter og stille refleksion

Udflugtsmulighederne er da også mange. Fra snorkelture over sunsetcruises til en stille cykeltur på egen hånd gennem gummiplantager og fiskerlandsbyer.

Gå også en tur i mangroven, som Six Senses Yao Noi har genskabt i samarbejde med de lokale, der havde overhøstet den. Boardwalks og lærerige skilte leder dig igennem plante- og dyreliv. Bed eventuelt om en rundvisning.

Xl Thailand Six Senses Yao Noi Thai Herbal Massage

Spaen – en verden for sig

Spaen er en fredfyldt verden for sig. Igen med huse spredt ud i frodigheden. I det ene ligger du og lytter til et lille vandfald, mens du lader en terapeut give dig en velgørende behandling. Og i langhuset kan et par lade sig føre sammen fra rum til rum til nye behandlinger og nye sanseindtryk.

Restauranterne forkæler dig, og overalt mødes du af smil og hjælpsomhed, som kommer fra hjertet.

Xl Thailand Six Senses Yao Noi Pool Villa

Umuligt at beskrive med ord

Jeg kunne blive ved med at skrive om Six Senses Yao Noi. Samtidig er det næsten en umulig opgave at sætte ord på, for følelsen af velvære og balance er så individuel.

Som at trække i sin gamle sweater foran brændeovnen på en vinterdag? Som at gå hånd i hånd i solnedgangen? Som at elske i måneskin eller ønske ved et stjerneskud? Som at svæve eller genfinde sin gamle bamse? Nej, du må selv vælge din metafor.

XL Thailand Six Senses Yao Noi Hilltop Aerial View

Tilbage på toppen

Men lad os slutte, hvor vi begyndte. På The Hilltop. Området var oprindeligt en gigantisk ”villa” på alt i alt 1.473 m2 og lukket for alle andre end de få, der boede her. I dag er The Hilltop fælles for alle gæster. Du kan spise frokost og aftensmad her. Her er solsenge og en stor pool. Og så er her den magiske udsigt. Sørg for at være her sidst på dagen, så du får hele solnedgangen med.

“Nyd en drink imens, hvis du har tid for alle de fotos, du tager – det kan også være en af de mange skønne juices eller smoothies. Og læn dig så tilbage i de bløde puder, mens de skønne retter kommer til dig og nattens stjerner tager over.”
Claus Eriksen

Et par gange om ugen kommer Hollywoods stjerner også på besøg, når området ud på aftenen omdannes til Cinema Paradiso. Men hvor klichéfyldt det end måtte lyde, så er det i den sidste ende dig, der er stjernen på Six Senses Yao Noi. Du er på toppen. Nyd det.

Xl Thailand Six Senses Yao Noi Yao Noi Thailand Cinema Paradiso

Sådan bestiller du en rejse

1
Kontakt os

Ring på 33 320 320, book et møde eller kontakt os.

2
Ønsker og gode råd

Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør om deres personlige anbefalinger.

3
I får en rejseplan

Vi sammensætter rejsen ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted. 

4
Rejsen lægges fast

Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.

5
Vi holder kontakt

I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesitet med rejsepapirer, og følger op, når I er hjemme igen.

Top sky Shutterstock 1714076377
Bund sky
Nyhavn garanti logo

Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.