Xl Maldives Soneva Fushi Resort Sandbank Wedding Isabeli Fontana Wedding

Guide

Bryllupsceremoni i Bountyland

Af Carsten Broder Hansen. Tropebiolog, videnskabsjournalist og fotograf.

Læs om brylluppet på en sandbanke på Maldiverne

Bryllupsceremonien midt i det turkisblå hav markerer højdepunktet på en fantastisk rejse. Et bryllup på Maldiverne med efterfølgende bryllupsrejse må betegnes som den ultimative drøm, hvis man ønsker romantik med sol og palmesus i måske jordens mest paradisiske omgivelser.

Xl Maldives Soneva Fushi Resort Airplane Islands

Brudens krav

Min kæreste Lise og jeg havde i noget tid talt om, at det nok var en rigtig god idé snart at blive gift. Nogle år tidligere var vi på Maldiverne for at dykke, og vi var begge blevet ovenud begejstrede for ø-riget. Lise mente derfor, at det var passende, hvis vi blev viet netop dér. Ønsket blev ikke formuleret som et ufravigeligt krav, men jeg fornemmede klart, at jeg kunne opnå ganske mange point, hvis det lykkedes mig at arrangere et bryllup på en sandstrand i Det indiske Ocean.

Maldiverne har i mange år været kendt som det perfekte mål for en bryllupsrejse, men det er foreløbigt kun få par, som har gennemført selve bryllupsceremonien derude. Efter en del opringninger og e-mails så det ud til, at idéen kunne realiseres. En stor buket roser, et frieri og et voldsomt bankovertræk senere var vi derfor klar til afrejse.

Fra det øjeblik vi træder ud af ankomsthallen i Maldivernes lille lufthavn er det tydeligt, at hotellegenden Soneva Fushi leverer service i en klasse for sig. Som gæster på Soneva mødes vi af hotellets repræsentant, som sørger for, at vi hurtigt kommer væk fra udgangens menneskemylder. Vi bliver kørt de få hundrede meter til hotellets private lounge over vandflyverterminalen, hvor der, ud over forfriskninger og bløde sofaer, også er lejlighed til at dufte til og vælge mellem et bredt udvalg af shampooer, aromatiske natursæber og cremer, så det hele kan stå klar på badeværelset, allerede inden gæsten kommer frem til øen.

Hvis man foretrækker blot at nyde loungens behagelige omgivelser og udsigten over havet, forsynes ens badeværelse med Sonevas standardudstyr, som dog altid siden kan suppleres og udskiftes. I loungen kan vi ligeledes gå på opdagelse i hotellets omfattende katalog over musik-CDer og DVD-film med samme mulighed for forhåndslevering til villaen. Det er svært at forestille sig, at nogle gæster ikke kan vente 10 minutter på at se sidste Hollywoodproduktion eller lytte til deres favoritmusik efter ankomsten til en idyllisk tropeø, men tilbuddet er meget karakteristisk for Soneva-hotellets ambitionsniveau. Det tilstræbes at forudse alle ønsker, også inden vi selv har formuleret ønsket.

Med vandflyver til drømmeøen

Fra loungen går vi ud til den ventende vandflyver og sidste del af rejsen mod vores bryllup. På trods af næsten 14 timers rejse fra Danmark, så vi alligevel se frem til de yderligere 45 minutters indenrigsflyvning på Maldiverne. Dels er det sjovt at lette og lande med de små vandfly, og så er det også enestående smukt at se øriget fra luften. Fra vandflyveren er der et fantastisk panorama ud over landskabet med de cirkelformede atoller. Nogle øer glimter hvidt fra strandenes fine pulversand, andre lidt højere øer er præget af knejsende kokospalmer, og ind imellem ses helt nedsunkne atoller hvor kun koralrevets omrids lyser op fra dybet i dybgrønne farver. Netop havets utallige farvenuancer er noget af det mest imponerende ved Maldiverne.

Da vores vandflyver lander ved Soneva Fushi kommer en af hotellets motorbåde ud til flyet. Under den korte sejltur forsynes vi med en stofpose til vores fodtøj samt en opfordring til fra nu af kun at færdes i bare tæer på øen under hele opholdet. Ideen er både praktisk og særdeles behagelig, og bidrog til, at vi lynhurtigt følte os hjemme og i feriestemning. Besøgende på Soneva Fushi klæder sig generelt uhyre afslappet. Shorts og t-shirt til mænd og lette sommerkjoler eller nederdele til kvinder er ganske enkelt normen. Der er nok alligevel ikke helt det samme incitament til at iføre sig smoking og lang kjole til middagen, når man alligevel kommer ind i restauranten i bare tæer. Den uformelle påklædning medvirker også til, at man selv med en forholdsvis ordinær husstandsindkomst aldrig føler sig det mindste malplaceret ved siden af de meget velhavende gæster.

Xl Maldives Soneva Fushi Resort Restaurant Out Of The Blue Overview

Intelligent luksus

Den uformelle og dæmpede stil præger også byggeriet på øen, hvor al transport foregår til fods eller på cykel. Fra havet ser Sonva Fushi næsten ubeboet ud, idet bygningerne er placeret lidt inde bag standvegetationen. På den måde har næsten alle gæster en fortrinlig havudsigt, hvorimod man skal se godt efter for at opdage husene fra havet. De forskellige villaer er således heller ikke prangende. Selv de største villaer med privat pool er først og fremmest indrettet smagfuldt snarere end prætentiøst. Både materialer, farver og den diskrete luksus falder utvivlsomt i de fleste skandinavers smag. Faktisk er det også en svensker, som står bag Soneva-hotellernes karakteristiske design.

Sonu Shivdasani har indiske rødder, men er født i England og uddannet på Eton og Oxford. Eva Malmström er svensker og arbejdede med stor succes som fotomodel, da hun mødte Sonu, og de blev forelskede. Eva havde tidligere været på modeoptagelser på Maldiverne og parrets bryllupsrejse gik hertil, hvor de fik idéen om at åbne deres eget luksusresort. Købet af et nedslidt hotel på øen Kunfunadhoo samt massive investeringer førte til åbningen af Soneva Fushi i 1995. Evas ideer om æstetik og design samt et meget højt niveau inden for både gastronomi og service gav hurtigt hotellet international berømmelse, og Soneva Fushi blev på flere måder en milepæl for Maldivernes turismeudvikling. Soneva Fushi figurerer fortsat jævnligt i internationale rejsemagasiner og prestigiøse udgivelser om verdens bedste hoteller og resorts. Siden har Sonu og Eva opført det endnu mere luksuriøse Soneva Gili på en anden atoll på Maldiverne, samt en række af hoteller i andre lande i Sydøstasien.

Bryllup på en øde ø

Hver af villaerne på Soneva Fushi har egen butler og altmuligmand tilknyttet, og vores sørgede ikke mindst for alt det praktiske i forbindelse med selve bryllupsceremonien, der skulle foregå om eftermiddagen d. 25. februar. Butleren fik vores vielsesringe, og dernæst havde vi tid til en kort dykkertur om formiddagen. Så kom endelig tidspunktet. Vi blev afhentet af en blomsterdekoreret richchaw og Lise fik overrakt sin brudebuket. Jeg glemte desværre at spørge, hvordan man fremtryller en buket friske blomster på en koralø, der er domineret af kokospalmer, så bukettens oprindelse er fortsat et mysterium. Så ned til vandet, hvor en motorbåd ventede.

En af attraktionerne på Soneva Fushi er den nærliggende øde ø. Øen er formet som en halvmåne, omkring en turkisfarvet lagune, og består udelukkende af fint hvidt koralsand helt uden bevoksning. Øen er en nærmest perfekt badestrand, og denne dag desuden en malerisk ramme omkring vores ceremoni. Nogle palmegrene stukket ned i sandet, en parasol samt et lille bord dekoreret med blomstrende kokos, og en pude hvor vores ringe var placeret udgjorde kulissen. Vielsen foregik på engelsk, glimrende fremført af en lidt genert belgier, som tydeligvis havde sin debut i rollen som "præst".

Maldivernes statsreligion er Islam, og hvis man som turist ønsker en vielse i europæisk tradition, kan de lokale immaner naturligvis ikke udføre ritualet. Der er dog mange europæere ansat på hoteller på Maldiverne fortrinsvis i ledende stillinger i administrationen, som dykkerinstruktører eller som chefkokke. Vi ville ikke ødelægge illusionen ved at spørge vores "præst", hvad hans virkelige profession var, men da måltiderne på Soneva Fushi befandt sig på et ekstremt højt kulinarisk niveau, håber jeg faktisk, at han var kok. Det er også en morsom tanke, at de danske myndigheder har anerkendt en vielse på en sandbunke, udført af en kok, som et lovformeligt ægteskabsgrundlag.

Det konkrete bevis for vores vielse var et bryllupscertifikat, som var underskrevet af Sonu og Eva Shivdasani, og som vi også selv signerede. Tilbage i Danmark har folkeregisteret meget venligt accepteret dette papir som eneste dokumentation, og de forskellige skrivelser fra skattevæsenet og kommunen har bekræftet, at vi faktisk officielt betragtes som et ægtepar.

 

Efterfølgende har de danske myndigheder ændret på deres procedure, således anerkender de ikke længere bryllupsceremonier udført på Maldiverne, men det gør nu ikke oplevelsen mindre romantisk.

Xl Maldives Soneva Fushi Resort Wedding

Rundtur i paradis

Efter ceremonien blev vi sejlet rundt så vi kunne se solnedgangen, mens vi fik champagne og canapeer. Tilbage i vores villa havde vi lige tid til et hurtigt bad inden, vi igen blev sejlet ud på sand-øen til vores bryllupsmiddag. Solen var gået ned og i skumringen kunne vi se det veldækkede bord og den overdådige middag. På øen var der resten af aftenen kun vores tjener, to kokke, et nygift par og en fantastisk stjernehimmel, der spejlede sig i havet. Den ultimative drøm var gået i opfyldelse! Efter bryllupsnatten og morgenmaden i villaens have tog vi afsted fra Soneva Fushi, og så startede 12 dages bryllupsrejse rundt på Maldiverne.

På Gili Lankanfushi er alle gæstehusene bygget på pæle ude i havet. Service, gastronomi og vinkælder er naturligvis i absolut topklasse, men det er hotellets konstruktion, der er det virkeligt imponerende. I de specielle konstruktioner har man formået at udnytte beliggenheden på vandet maksimalt. Fra næsten alle værelser og etager i de 240-260 kvadratmeter store gæsteboliger er der havudsigt, og det imponerende lysindfald giver gæsterne de perfekte muligheder for at nyde havets farvespil.

Fakta om Maldiverne

Maldiverne består af 1190 småøer. 200 af øerne er beboede af en befolkning på i alt 350.000 indbyggere. Dertil kommer 80 øer, som er afsat til hotelresorts udelukkende for turister og ansatte på hotellet. Maldivernes 1190 øer er samlet i klynger i 26 større atoller. En atol er betegnelsen for den koraldækkede øverste del af en undersøisk vulkan, og på Maldiverne betegner atol samtidigt landets forskellige administrative enheder, nærmest svarende til amter. Hver af de 26 atoller er sammensat af et stort antal mindre atoller, der enten stikker op langs kæmpevulkanernes kraterrand eller dukker frem fra de lavvandede dele af selve krateret. Det højeste punkt på Maldiverne er blot 1 ½ meter over havoverfladen, og mange atoller kan man kun ane som turkise aftegninger under havoverfladen.

80% af Maldiverne befinder sig mindre end 1 meter over havets overflade, og Maldiverne er derfor det land i verden, der vil være mest sårbart overfor global opvarmning og eventuel medfølgende højere havniveau (smeltning af polernes ismasser). Klimaet er tropisk, og tørtiden (højsæsonen) ligger fra december til april, der normalt er det bedste tidspunkt at besøge øerne. Der er også varmt resten af året, men samtidigt er der noget større risiko for regn.

Tsunamien der ramte sydøstasien d. 26. december 2004 nåede også til Maldiverne, men anrettede her relativt begrænset skade. Der var oversvømmelse i hovedstaden Male og flodbølgen førte til enkelte tragiske dødsfald. På nogle øer blev fiskerbåde og boliger beskadiget eller ødelagt, ligesom turistøer ved maldivernes vestlige atoller fik moderate materielle skader. Turister på Maldiverne vil på nuværende tidspunkt ikke se et eneste spor efter flodbølgen. Maldivernes koraløer strækker sig over 820 kilometer fra nord til syd, hvor ækvator skærer igennem den sydligste del af ø-riget.

Fiskeri efter tun er den erhvervsaktivitet, der beskæftiger flest mennesker. Der er en omfattende eksport af tun, men turisme er Maldivernes absolut vigtigste indtægtskilde.

XL Ocean Reef Ari Atoll Arial Maldives

Valg af ferie-ø på Maldiverne

Maldivernes samlede areal er på blot 300 kvadratkilometer, kun lidt over halvdelen af Bornholms størrelse! De enkelte øer er derfor naturligvis af meget begrænset udstrækning. Soneva Fushi er eneste bebyggelse på øen Kunfunadhoo i Baa Atollen. Kunfunadhoo hører med sin længde på kun 1,9 kilometer alligevel til blandt de største øer på Maldiverne. På andre hotel-atoller kan man gå hele øen rundt på under 20 minutter. De enkelte øers minimale størrelse er faktisk en af de helt store fordele for folk, som ønsker afsondrethed og eksklusivitet under opholdet. På Maldiverne er man i enhver forstand meget langt fra masseturismens tætpakkede strandområder med parasoller og liggestole så langt øjet rækker.

I rejsekatalogerne vil et ophold på Maldiverne fremstå som indeholdende næsten de samme ingredienser, uanset hvilken ø man overvejer. Der er næppe noget decideret dårligt hotel mellem Maldivernes 80 resorts, og hvis man ikke kender de mulige alternativer, vil de fleste turister være særdeles tilfredse med det valgte: Glimrende værelser med de fleste moderne faciliteter, fremragende strande, god mad og selvfølgelig sol, sand og palmer. Alligevel kan ferieoplevelsen falde helt forskelligt ud på to naboøer, fordi de vigtigste elementer er vanskelige at beskrive i et katalog. Det handler blandt andet om stil, stemning og klasse, der tilsammen betyder en verden til forskel. Det er således ikke noget tilfælde, at nogle resorts koster 4-5 gange mere end de billigste! Hvis man ønsker, at rejsen skal være helt sublim, er det derfor afgørende, at man vælger et rejsebureau med et godt lokalkendskab. Vores bryllup og bryllupsrejse var heldigvis arrangeret af Nyhavn Rejser, der tydeligvis er eksperter, både når det gælder Maldiverne og bryllupsrejser generelt.

Xl Maldives Soneva Fushi Resort Private Sandbank Overnight Experience

Dykning på Maldiverne

Mere end 1000 dyk gennemføres hver dag på Maldiverne. Dykning og bryllupsrejser er faktisk de to mest populære mål for de udenlandske besøgende. Korallers vækst bestemmes overvejende af lys, temperatur, strømforhold og bølgebevægelser. Koralrevene på Maldiverne er blevet påvirket gennem nogle år med høje gennemsnitlige havtemperaturer (El Niño år), og flere steder ser man nu afblegede og døde koraller. Maldiverne har dog også masser af lokaliteter med levende og farvestålende koraller, og disse lokaliteter er blandt de allerbedste dykkersteder i verden. En væsentlig faktor ved dykningen på Maldiverne er strømmen, og nogle dyk vil være præget af stærk og uforudsigelig strøm, ofte især hvor de bedste bestande af bløde koraller lever. Der er derfor særligt vigtigt, at man er nogenlunde rutineret for at undgå skader på de sårbare organismer, og for at få udbytte af ferien.

De ansvarlige dykkerinstruktører laver slet ikke dyk for begyndere på de gode områder, i hvert tilfælde ikke december til marts, hvor der er størst sandsynlighed for voldsomme strømforhold. Hvis dykning er en meget vigtig del af rejsen til Maldiverne, bør man konsultere et rejsebureau med dykkerekspertise, så man er sikker på at vælge både rigtigt sted og tidspunkt for sin ferie. De seriøse resorts har ofte oplysninger om hensigtsmæssig færdel på koralrevet samt generel information om fisk og koralbiologi. Det bør her også fremgå, at man ikke må stå på revet, og ikke må indsamle koraller og skaller eller berøre revets organismer, når man færdes i vandet.

Xl Maldives Soneva Fushi Free Diving With Whale Shark By Peter Marshall
Tal med en ekspert

Vi skræddersyer jeres rejse til Maldiverne

Tal med vores Maldiverne-eksperter om en skræddersyet rejse til Maldiverne. Vi er her for at opfylde jeres drømme.

Ring til os

Vi glæder os til at høre om jeres rejsedrømme

33 320 320

Skriv til os

Fortæl os om jeres rejsedrømme eller book et møde

Sådan bestiller du en rejse

1
Kontakt os

Ring på 33 320 320, book et møde eller kontakt os.

2
Ønsker og gode råd

Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør om deres personlige anbefalinger.

3
I får en rejseplan

Vi sammensætter rejsen ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted. 

4
Rejsen lægges fast

Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.

5
Vi holder kontakt

I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesitet med rejsepapirer, og følger op, når I er hjemme igen.

Top sky Shutterstock 1714076377
Bund sky
Nyhavn garanti logo

Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.