Et klokketårn, men ingen lyskryds
Thimphu har cirka 100.000 indbyggere og ligger en times kørsel fra landets eneste internationale lufthavn i nabo-dalen Paro. Den lille by er bygget op langs Thimphu-floden, der løber i bunden af dalen og i midten af det hele, finder I hovedpladsen med byens ikoniske lille klokketårn, lokale restauranter, grønthandlere og små butikker, hvor I bl.a. kan finde autentisk bhutanesisk håndværk og smykker.
Thimphu er faktisk den eneste hovedstad i verden, der ikke har nogle lyskryds – det er for upersonligt – så I stedet står politimænd i hvide handsker og dirigerer trafikken de få steder, der er behov for det.