En dag blandt Northwestern Fjords gletsjere og hvaler
Glæd jer til et cruise i Kenai Fjords National Park, der tager jer længere ind i fjordene end normalt. Gletsjere rejser sig fra havet, sæler soler sig i bugten, og sandsynligheden for at opleve hvaler er stor. Husk kamera og kikkert!
Det er et must at opleve Kenai Fjords National Park på jeres rejse til Alaska. I finder hovedindgangen til nationalparken i havnebyen Seward på den østlige side af Kenai halvøen, og jeres store båd sejler afsted kl. 8.30 om morgenen.
Kenai Fjords National Park blev etableret i 1980, men de spektakulære naturomgivelser kan dateres over 20.000 år tilbage til den sidste istid. Naturen har ændret sig meget siden den gang, og I kan se frem til at sejle i de skulpturelle fjorde, som gletsjerne gennem tiden har dannet.
Gletsjere, Gletsjere, Gletsjere
Jo tættere I kommer på Northwestern Fjord, jo mere dramatisk bliver naturen. Et amfiteater uden lige med hvide og blå gletsjere side om side med græsklædte bjergsider og rå kampesten åbenbarer sig for jer. Og grantræer og blomster vokser på steder, der ikke synes muligt.
I sejler tæt på gletsjerne og kaptajnen gør undervejs mange stop med tid til at tage oplevelserne ind. I kommer både til at opleve tidevandsgletsjere og almindelig gletsjere. Og chancen for kælvende gletsjere er også god. Har I kameraet klar?
Tæt på det vidunderlige dyreliv
Dyrelivet i Kenai Fjords National Park er lige så vildt som naturen. Hvad I ser, afhænger dog af årstid og held. Sådan er det med de autentiske dyreoplevelser.
Måske oplever I pukkelhvaler, finhvaler eller vågehvaler sprøjte vand op fra havet eller bryde overfladen i ekspressionistiske saltomortaler. Kåde spækhuggere, der springer op ad vandet. Kolonier af havoddere, der daser på ryggen, mens de mæsker sig i muslinger. Sæler, der soler sig på klipperafsatserne, farverige søpapegøjer og meget mere. Husk også at kigge op efter ørne!
Vildtreservat, frokost og guide
I løbet af dagen sejler I bl.a. ud til Alaska Maritime National Wildlife Refuge, der er Alaskas største vildtreservat. Og gennem dagen fortæller kaptajnen om naturen og dyrelivet, så I får historien såvel som fakta på plads.
Der serveres lette snacks om morgenen samt let frokost midt på dagen såsom en kyllingewrap, chips, granolabar og cookies. Nævnte er inkluderet i jeres cruise.
Som kunde hos Nyhavn Rejser får I personlig vedledning og gode råd om alt fra unikke oplevelser til valg af rute og hoteller fra en ekspert, der har prøvet det hele selv.
Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.
Lad os skræddersy din rejse
Som kunde hos Nyhavn Rejser får I personlig vejledning og gode råd om alt fra unikke oplevelser til valg af rute og hoteller fra en ekspert, der har prøvet det hele selv.