Med masaierne på safari og ø-luksus på Seychellerne

Den lille flyver gør klar til at lande på flyvepladsen Kichwa Tembo. Rundt om os strækker nationalparken Masai Maras gyldne og grønne græssletter sig nærmest uendeligt under verdens største himmel. Vi er i Kenya. Vi kan dufte akacietræerne. Gardeniablomsterne. Og den vilde basilikum under middagssolen. Man kan mærke motoren. Det sitrer. Propellerne, der skærer gennem den varme luft. Kabinen, der svajer let for at finde balancen, inden vi lander. Eller inden Dar lander. For lige nu sidder vi hjemme hos Dar på Islands Brygge. Dar fortæller, så jeg kan se det hele for mig.

”Flyveturen ud til savannen var allerede et eventyr. Jeg har jo selv fløjet de her små maskiner og blev også inviteret ud i cockpittet af piloterne. Det var fedt. Det er den slags flyvere, hvor man lige slår på instrumenterne, når nålen sætter sig fast. Det er meget sjovere end de store flyvemaskiner, hvor alt er elektronisk.”

Dar er selv uddannet pilot, men det var inden han tog rejsen mod stjernerne i film og serier som Game of Thrones, Dicte, Borgen, Underverdenen og senest The Covenant, hvor han spiller overfor Hollywoodstjernen Jake Gyllenhaal. Men alt det er en anden historie. I dag skal vi på safari.

Første akt: Velkommen hjem, Dar

”Fra flyvepladsen kørte vi i en åben jeep til lodgen, hvor alle de ansatte var samlet for at byde os velkommen med dans og sang. Som dansker bliver man lidt pinligt berørt. Det er næsten for meget, men jeg har også lært at gå med tingene. Det er sådan, de gør. Med ægte hjertevarme. Og så er det godt at have en 12-årig med, der bare hopper lige ind i dansen. Det var en rar måde at ankomme på.”

Dar tager en slurk af sin kaffe og smiler, mens han tænker tilbage på lodgen på 5* &Beyond Bateleur Camp. Den britiske kolonistil. De luksuriøse telte, der ikke var rigtige telte. De små detaljer. En flaske sherry her. Et lille skrivebord der.

”Det var smukt lavet. Og allerede på terrassen kunne vi se de første giraffer og elefanter langt ude i horisonten. Det er jo helt sindssygt det her, tænkte jeg. Men det var ingenting i forhold til, hvad der ventede os derude.” Dar vender hovedet og strækker blikket ud ad vinduet for den anden ende af stuen.

Dar Salim og Zidane boede i en Tented Suite på elegante &Beyond Bateleur Camp 5* i naturreservatet Masai Mara i Kenya

Sydhavnen. Roklubben, hvor han træner flere gange om ugen. Og hunden Maxi, en Staffordshire Bull Terrier, der sidder lige der. Ved vinduet. Og kigger ud mod Nokken og Amager Fælled. Den del af Bryggen, der stadig er mere natur end by.

”Jeg har sgu altid haft det svært ved den hund. Jeg blev plaget til det, som så mange forældre. Og den har det skidegodt. Altan med toilet og kæmpe tagterrasse på 100 m2, men alligevel har jeg dårlig samvittighed 80 procent af tiden. Han er jo lidt mit gidsel. Det er mig, der bestemmer, hvornår jeg giver ham mad, går tur og nusser med ham. Han sidder bare og venter. Det eneste han vil, det er at have min opmærksomhed. Det har jeg det enormt svært med.”

Dar rejser sig op og laver en ny kaffe på espressomaskinen, der står på det åbne køkkenbord lige bag ham. Han har fat nu. I dyrene. De frie og vilde dyr på savannen.  

”De er så flotte. Så fine. Så ærlige. Levende. Umiddelbare. Der er ikke nogen bagtanker, ligesom med os mennesker, hvor alt skal have et formål. Du siger, du laver én ting, men laver en anden ting samtidig. De her dyr skal have noget føde, så skal de gå det lidt af, så skal de måske lægge sig lidt. De er bare til stede,” siger Dar med et varmt smil, der fortæller mig, at det var godt for ham at være derude. På Kenyas store vidder.

”Naturguiderne dernede fortalte mig, at du altid kan se, hvordan dyrene har det. Det er rigtigt. Når du kommer tæt nok på. Og tager dig tid. Så finder du ud af, hvor nemt det er at læse dem".

På et tidspunkt kom vi ned til en flok elefanter, der lå i et vandhul 20 meter væk. Der var en hunelefant, der rejste sig lidt op. Guiden var midt i noget. Jeg fik kontakt til ham. Han vendte sig om og sagde bare, at alt er okay. Så kiggede han op og så alle elefanterne rejse sig. Sit down please, sagde han til os. Vi bakkede 5-10 meter tilbage og så var alt okay.

Dyrene signalerer meget tydeligt, hvornår du kommer for tæt på. Du må gerne være der. Passe dig selv. De ønsker slet ikke en konfrontation. Men de har en grænse. Og de ved lige præcis, hvor den går. Det er deres område. Deres hjem. Det er os, der er gæster. Vi besøger dem og gør det på deres præmisser. Det er en meget mere ligeværdig oplevelse.”

Dar og Zidane sad ofte længe ved de dyr, de mødte på deres game drives. Men hvad går egentlig gennem hovedet på Dar, når han sidder derude med elefanterne, bøflerne, løverne og de sværmende fluer?

”Jamen, der går netop mindre gennem hovedet. Det koger livet ned til det, det er. Uden alle de komplikationer og den komplekse måde, vi lever på - fordi vi er intellektuelle væsner og skal træffe valg hele tiden. At se dyrene i deres eget habitat giver dig ro. Tiden går på en helt anden måde derude. Man er bare til stede. Sammen med dem.”

Et af de dyr, Dar og Zidane tilbragte mest tid hos, var løverne. Hele 12 af dem. Blot fire meter væk.

”Vi sad bare og betragtede dem. De var uimponerede. Slappede af. Viftede fluer væk med halerne. Kiggede dovent rundt. Rullede lidt i græsset. Nussede hinanden. Det får de måske 18 timer til at gå med. Og så går de på jagt. Det er jo enormt dovent. I virkeligheden kunne vi også ligge sådan der. Vi har bare glemt det. Vi bliver rastløse.” Dar trækker et drilsk smil og fortsætter.  

”De ligger jo bare der. De skal ikke bruge mad lige nu. Det er pisse varmt. Altså, hvor skal de tage hen? Der er jo ingen grund til det. Hvorfor i alverden skulle de det? Nej, lad os bare blive her og nusse lidt med hinanden. Tænk, sådan et majestætisk dyr.”

Roen havde indfundet sig. Dar og Zidane var indhyllet i den. De besluttede sig for at tage afsked med de dovne løver, men da jeepen skulle bakke ud, skete der pludselig noget.

”Vi kom måske en meter for tæt på. En af hunløverne rejste sig op, og det eneste hun gjorde, var at skifte hendes blik - fra det dovne blik i luften til kattens death stare, der skærer gennem alt.”

Dar fikserer sin øjne direkte mod mig og løfter sig med armene over spisebordet, mens hans hæver blikket og slikker sig om munden.

”Og så slikkede hun sig langsomt om munden!” udbryder han.

”Jeg tror ikke det havde noget med os at gøre, men timingen var bare genial. Jeg var ved at græde og grine på samme tid. Det var det perfekte øjeblik. Den løve fortalte mig bare: Det er fint, du er her. Men hvis du kommer en meter tættere på, så æder jeg dig.”

Selv om Dar og Zidane fik set The Big Five – på nær leoparden – var det selve savannen, der indtog hovedrollen. Aberne. Vortesvinene. Fuglene. Duftene. Sporene. Naturens store orden.

”Det er ligesom, når man dykker. Det er fedt at se hajer og alle de store, men hvis du bare sætter dig ned på havbunden og kigger på de 5 m2 lige omkring dig, så rammer det dig. Alle de små symbioser og mekanismer, der udspiller sig overalt. Det er sådan, du har det på savannen. Det er den samme fornemmelse, som når du kigger på stjerner. Det blæser din hjerne ud.”

Af samme grund ville Dar gerne på en såkaldt walking safari, hvor man begiver sig ud i bushen til fods med en bevæbnet ranger og en lokal naturguide, der bringer dig helt ind i bushens mikrokosmos.  Sommerfugle. Termitter. Vilde blomster. Og græssende antiloper.

”Alle vores naturguider var masaier. De delte deres viden om de forskellige planter og fortalte, hvad de har været brugt til gennem generationer, mens vi smagte på det, der kunne smages på. Det var fedt. Jeg kunne godt lide at gå derude. Det gav mig et dybere perspektiv.” Og gjorde dig lidt nervøs?

”Jeg var ikke bange, hvis det er det, du spørger om. Jeg fik instinktivt og ret hurtigt en fornemmelse for, hvad der er vigtigt for dyrene - og selv hvis der kom et rovdyr forbi, ville jeg nok ikke blive bange. Vi er ikke i vejen for hinanden. Jeg er ikke dens bytte, så længe jeg signalerer de rigtige ting – og hvis jeg ikke gør, er jeg i gode hænder hos masaierne,” siger han, mens hans holder et imaginært gevær mellem hænderne.

Han rykker rundt på sin kaffekop og kigger ned på den. Hvad mon han tænker på nu? Er det masaierne og de mennesker, han og Zidane mødte på rejsen? Et af de få billeder fra sin rejse, Dar delte på Instagram, var af ham selv sammen med en masai og teksten: Tak, Kenya. For din gæstfrihed og varme. Her hilser de velkommen med et Velkommen hjem.

”Vi besøgte en masai landsby og lærte lidt om deres traditionelle levevis. De dansede og viste os, hvordan de boede. Det var lidt et show, men også fascinerende. Hvis jeg skulle på besøg en anden gang, ville jeg nok spørge guiden, om vi ikke kunne køre ud til hans landsby. Uden forberedelser og program. Gå rundt. Falde i snak med naboerne. Blive klogere på, hvordan dagligdagen ser ud. Det vil jeg hellere.”

Tilbage på lodgen spildte Dar heller ikke chancen for at suge til sig. Det var i virkeligheden de naturguider og ansatte, han tilbragte mest tid med, som gav ham mest med hjem. Fordi han opsøgte det. Spurgte ind til deres liv. Og lærte dem at kende.  

”Jeg er altid nysgerrig, Det har jeg altid været. Jeg vil gerne lære, hvordan det er at være et menneske i forskellige situationer. Det er også det, jeg lever af. Desto mere jeg sætter mig ind i, hvad der trigger dig, desto bedre skuespiller bliver jeg også. Men i bund og grund handler det om at undersøge og vokse som menneske.

Dar har tidligere udtalt, at han i en vis forstand har været skuespiller hele sit liv. Som flygtningebarn af krigshærgede forældre. I et fremmed land, hvor han hverken kendte sproget, kulturen, normerne eller havde et sæt regler med hjemmefra for, hvordan han skulle opføre dig. Han måtte lade som om. Som en kamæleon, der hele tiden tilpasser sig.

”Jeg har bevæget mig op gennem samtlige sociale lag og klasser i Danmark. Vi tror ikke, de findes, men det gør de. Det har været en lang rejse. Og det har nok betydet, at jeg ser og mærker mennesker der, hvor de er i deres liv. Og den måde, de lever på. Jeg er meget modtagelig i forhold til, hvordan andre mennesker har det i det miljø, jeg befinder mig i.”

Men hvis Dar er en kamæleon, er han en kamæleon med en tydelig kerne. Et menneske, der er forankret i sin historie og baggrund. Han er ikke i tvivl om, hvad der er vigtigt for ham. Sin søn. Dem, han holder af. Og at være til stede i livet.

Han taler meget om den lærdom, livet har givet ham. Og vender tilbage til de samme værdier flere gange. Ihærdighed. Åbenhed. Ærlighed. Generøsitet. Ydmyghed. Respekt. De har stået deres prøve. Vist deres værd. Mod alle odds. Det er dem, der har hjulpet ham til at finde sin egen vej i verden.

Nu gælder det om at give den lærdom videre til Zidane – så godt han kan. Og på Zidanes egne præmisser. Men hvordan gør man egentlig det? Man viser sin søn verden. Den virkelige verden.   

Anden akt: Den virkelige verden

Dar fører hånden gennem luften i den store penthouse lejlighed, som for at præsenterer mig for det liv, han i dag har skabt sig.

”Se på alt det her. Det er latterligt. Latterligt dejligt. Men det er jo ikke den virkelige verden. De fleste mennesker bor ikke sådan her. Og det er i Danmark. Min søn er vokset op enormt privilegeret. Det skal han ikke have dårlig samvittighed over. Men han skal være bevidst om, hvordan virkeligheden er.

Det er også en læreproces for mig: Hvordan giver jeg ham den drivkraft, jeg har? Det skal være en anden form for benzin, end jeg havde. Min var mere af nød. Hans vilje og drivkraft er mere af lyst. Der kan jeg være meget i tvivl om, hvordan man gør det.”

Det kan godt være, at Dar tvivler. Men det betyder ikke, at man skal komplicere tingene unødvendigt.

”Jeg skal være der for ham. Give ham masser af kærlighed. Og lære ham ikke at give op. Allerede da han var helt lille og ikke kunne finde sit legetøj, ville jeg sige til ham: Prøv at finde det selv. Vi har et mantra. Skal vi give op? Nej, vi skal ikke give op! Heller ikke i de små ting.

Omvendt skal man heller ikke prøve at overføre sit liv og sige: Da jeg var ung, havde jeg ingenting og alt det der…nej, det virker ikke. Det skal være på hans præmisser. Der, hvor han er i sit liv.

At give op for mig var ikke en mulighed. Men for ham falder tingene ikke fra hinanden, for jeg er her. Men dét jeg brugte i mig selv. Dét jeg fandt på min rejse. Det kan jeg forsøge at give ham. Er du ikke god til fodbold? Så tager vi ned en time tidligere og øver nogle spark. Lad os prøve det i to uger og se, hvad det giver.

Eller at være generøs - også når du ikke har noget, for så giver verden tilbage. Hvis du har råd til en stor sodavand, hvad med at købe fire små og dele dem med dine venner? Prøv at mærke den følelse i maven. Hvordan føles det?”

Dar har vist Zidane, hvor han selv er vokset op, og når de rejser sammen, er det vigtigt, at de også møder virkeligheden, som den er.

”Når vi er i Marokko på optagelser eller andet, er det vigtigt for mig, at vi går langsomt gennem de lokale gader og de fattigere kvarterer. For at se, hvordan folk lever. Tale med dem. De drenge, der spiller fodbold - det kunne lige så godt være ham.

Vi er ikke på nogen måde mere værd end dem. De kan være lige så talentfulde og hårdtarbejdende, som vi er. De har bare ikke de samme muligheder, fordi de geografisk og kulturelt er fanget det forkerte sted.”

Men hvorfor et det egentlig så vigtigt, at lære sit barn netop det?

”Fordi livet ikke er retfærdigt. Jo hurtigere, du forstår det, jo mindre slår du dig. Vi skærmer vores børn alt for meget mod smerte og uret. Det er okay, når min søn ser en lille dreng sidde der og være sulten. Så bliver han ked af det. Det forstår jeg godt. Det gør jeg også selv".

"Det er et af de største problemer med de generationer, der vokser op nu. Der skal ingenting til. Hvis du synes, verden er så uretfærdig, kan du starte med at give alt det, du har, væk. Man skal forstå, at livet ikke er retfærdigt. Heldigvis er Danmark så homogent et samfund, at den bedste måde at forstå det på, er at rejse ud.”

Dar falder tilbage i stolen og minder mig om, at ham og Zidane mest af alt hygger sig, når de er ude og rejse. Nyder livet. Hinandens selskab. Og god mad. Altid god mad.

”Det er vores kærlighedssprog. Han laver mad selv, smager på alt og eksperimenterer sig frem. Vi er begge kæmpe maddyr. Vi skal altid smage hinandens retter, når vi spiser. Før han fik tænder, fik han en lammekølle i hånden. Vi sprang alt det der babymad over.

Men igen, man kan kun værdsætte det, man har, hvis man forstår det. Og man kan kun forstå det i mødet med den virkelige verden. Her kommer rejserne ind. Alle unge mennesker burde rejse. Også ældre. Når folk har været ude og møde nogen, der måske bor i en flygtningelejr, så kan jeg love dig for, at de ikke er lige så hurtige på aftrækkeren næste gang. Så kan man ikke længere fortælle sig selv, at de ikke er lige som os. Jo, det er de. De er bare født et andet sted. De ser lidt anderledes ud. Og så er de sultne.”

Men en ting er Dars egen historie. En anden er Zidanes. Kan man forstå alle disse ting, når man ikke har mærket det på egen krop?

”Det ærlige svar er, jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, at man kan forstå det på samme måde, når man ikke har levet gennem det. Men jeg tror til gengæld, han har noget jeg ikke har. En platform, som det tog mig de første 28-30 år af mit liv at skabe. En sikker grund. Både økonomisk og statusmæssigt. Det sted, hvor man kan kigge ud og sige: Det er sådan her, verden ser ud. Hvad vil jeg egentlig selv? Hvem er jeg i denne verden og hvad vil jeg bruge min tid på?

Den platform er han født på. Så er det op til mig at finde ud af, hvordan jeg giver ham de værdier og de værktøjer, der gør, at han kan træde op på den - og få et endnu bedre og mere harmonisk liv. Det er det vigtigste.”

Tredje akt: Det er perfekt lige her. Og lige nu

Dar og Zidanes rejse sluttede ikke på savannen. Den kommer man aldrig rigtig hjem fra alligevel. Men de drog videre til Seychellerne for at vaske støvet af sig i Det Indiske Ocean. Det blev til et par dage på 5* Raffles Seychelles. Egen poolvilla med udsigt over det turkise vand.

”Jeg har boet mange lækre steder, men det her var et af de absolut bedste, jeg nogensinde har oplevet. Det var virkelig smukt. Gennemført. Maden. Restauranterne. Servicen. Og det, at vi havde vores egen lille verden deroppe på bjergskråningen.

Vi blev gode venner med en af de ansatte på hotellet, som tog os med ud at snorkle. Flere gange. Zidane blev fuldstændig afhængig af det. Vi var ude ved Anse Lazio, der regnes for en af de smukkeste strande i verden. Der var gode rev og masser af fisk, men det var faktisk lige foran hotellet, at vi fik den største oplevelse.”

Maxi banker pænt med poten på sin skål ved vinduet. Og igen. Dar rejser sig op for at fylde noget nyt vand i. Nogle ting behøver ingen ord.

”Nå, men vi snorklede bare lidt rundt derude, lige foran hotellet, og pludselig fik vi øje på en havskildpadde.” Dar står stadig op og viser, hvordan Zidane og ham prikkede vildt til hinanden. Den er lige der!

”Vi fulgte stille og roligt efter den. Det var fantastisk. Det adrenalin rush, du får under vandet, er bare federe end over vandet. Fordi mange af dine sanser er lukket ned. Du er helt indkapslet.”

Næste gang glæder Dar sig til at dykke med Zidane. De nåede ikke at få et kursus til ham denne gang, men det kommer. Det får mig til at spørge, om det egentlig er sjovere at være sammen med sønnen nu, hvor han er blevet ældre?

”Hvis du havde spurgt mig for nogle år siden, havde jeg sagt: Det er perfekt lige nu. Sådan har jeg det også i dag. Vi kan spille FIFA, hvor vi er lige gode. Vi kan se nogle andre film. Vi kan tale om piger og kroppen, der ændrer sig. Og så er han stadig der, hvor han lige putter sig ind.”

Er Dar mon bange for at miste det, når Zidane vokser op og en dag flytter hjemmefra?  

”Jeg gider ikke bruge tid på at tænke på, at han bliver stor. Det er lige som at spørge, om man er bange for at blive gammel. Det er livets gang. Ellers må jeg lave nogle flere,” siger han og griner. ”Nej, jeg ser på mine forældre og hvor lykkelige de er for deres børnebørn. Der er jeg ikke endnu, men det handler om at være til stede i livet. I alle livets stadier. Træffe sine egne beslutninger. Og ikke prøve at være et sted, man ikke er. Så enkelt er det.”

Når man taler med Dar, er man aldrig i tvivl om, hvor tæt et forhold, han har med sin søn. De fleste ville nok sige, at det også er det mest fundamentale og naturlige i verden, og alligevel bliver han ofte spurgt til det. Også i dag. Det irriterer ham tydeligvis.

”Det er jo et mærkeligt spørgsmål. Enten vælger man sine børn til eller fra. Det må være, fordi vi glemmer det elementære. Det simple. Det virkelige. Det hele bliver så konstrueret. Vi er så påvirkelige som mennesker. Men de fleste ting behøver vi ikke at forholde os til, så meget som vi gør. Hvis du skræller alt det væk, så er der nogen, der har tænkt sig rigtig godt om. Det er jo ikke mig, der har skabt det. Det er bare godt indrettet. Hvis du kommer i tvivl, skal du bare tage ud på savannen og se på dyrene. Så har du svaret.”

Det drilske smil er tilbage. Varmere. Større. Stærkere.

Det praktiske

Dar Salim og Zidane rejste med Nyhavn Rejser til Kenya og hjem fra Seychellerne ombord på det prisvindende flyselskab Qatar Airways, som flyver til 150 destinationer i verden med 18 ugentlige flyafgange fra København.

På den første del af rejsen boede Dar Salim og sønnen Zidane i en elegant tent suite på 5* &Beyond Bateleur Camp. Resortet byder på intime safarioplevelser med nogle af branchens dygtigste naturguider i Masai Mara-naturreservatet i Kenya. 

Fra Kenya drog Dar Salim og Zidane videre til øen Praslin i Seychellerne, hvor de afsluttede ferien i en poolvilla på 5* Raffles Seychelles, der hører til blandt de absolut ypperste strandresorts i verden.

Tak til fotografen Chris Joubert for billeder af Dar Salim og Zidane på safaritur i Kenya.