Udforsk Galapagos med intime yachts og passionerede naturguider
Galapagos er et af naturens allerstørste skuepladser. Den UNESCO-beskyttede øgruppe vest for Ecuador består af 18 større øer, tre mindre øer og et utal af småøer og skær, der tilsammen er hjemsted for knap 9000 arter - hvoraf mange kun findes her. Og hvilken bedre måde at opleve det hele på, end ombord på en mindre yacht, hvor I sejler mellem øerne, nyder livet til søs og kommer helt tæt på det forunderlige dyreliv.
Krydstogt ved Galápagosøerne
Altafgørende for en rejse til Galápagosøerne er kvaliteten – og herunder størrelsen - af båden og kvaliteten af jeres lokale guider.
Nyhavn Rejser har afprøvet og udvalgt de bedste Galápagos-krydstogter, så I kan sejle med en yacht eller en katamaran, der passer til netop jeres ønsker til størrelse, komfort, stemning, kvalitet af naturguiderne og mad om bord. Vi anbefaler krydstogter til Galápagos med relativt få passagerer ad de bedste ruter.
I kommer til vidt forskellige vulkanske øer og oplever nærmest at stå omgivet af hav- og landleguaner, søløver, blåfodede suler og tusinder af andre havfugle.